Soul Symphonics-familien
The Soul Symphonics (TSS) er et nyt arbejdsfællesskab for ambitiøse musikere, scenografer, dansere, lysdesignere mv., der vil være med til at skabe deres egen arbejdsplads. Ambitionen er at blive en selvbærende økonomisk virksomhed, der kan skaffe mange jobs til orkestrets medlemmer i fremtiden.
Vi er et orkester med plads til udskejelser, så du kan være lige så spraglet og ”funky”, som du orker.
Som medlem af TSS kan man tjene sin egen løn på forskellige måder. Man kan
-
sælge billetter
-
komme på virksomheds-gigs
-
lave øvevideoer, der kan sælges online
-
skaffe sponsorer
-
bidrage med ydelser eller netværk, der kan øge orkestrets omsætning
Du kan læse mere nedenfor.
Hvis du har andre gode ideer, hører vi også meget gerne om dem.
Sælg billetter
For hver billet du sælger til en TSS-koncert, modtager du 10% af billetprisen.
Hvert medlem af TSS får en personlig kode, de kan give til venner og bekendte, der køber billetter til koncerterne. Når din kode bliver benyttet ved billetkøb, modtager du 10% af billetprisen for din salgsindsats.
Virksomheds-gigs
TSS-sponsorerne har små virksomheds-koncerter med i deres aftaler. Du kan tjene penge ved at deltage på virksomheds-koncerterne, der er lønnet efter tariffen.
Lav øvevideoer
Det er TSS’ ambition at udbrede sin musik til musikere på forskellige niveauer. Værkerne kan fx indøves på musikskoler, aftenskoler, højskoler el.lign. Musikere i TSS bliver inviteret til at lave øvevideoer for netop deres instrument – gerne på flere sværhedsniveauer.
Michael Millfield stiller sin originale musik til rådighed og udarbejder noder til tre forskellige niveauer. Øvevideoerne bliver lagt på TTS’ hjemmeside, hvor de kan købes af interesserede.
Hvis du indspiller en eller flere brugbare øvevideoer på dit instrument, får du 50% af indtægterne fra downloads af dine videoer.
Skaf en sponsor
I TSS sælger vi stolesponsorater. Hvis du sælger din egen stol til en sponsor, får du 10% af grundprisen i bonus. Du får desuden førsteret til at deltage i den lønnede mini-koncert hos den virksomhed, du har skaffet som sponsor, hvis du vil.
Du kan sælge til hvem som helst, du vil, så længe det er inden for ”respektable” brancher. Måske har din tante en bilforretning, måske har din bror en planteskole, eller måske spiller du regelmæssigt hos en virksomhed, der kunne have lyst til at støtte op om kulturen på flere måder. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Du må meget gerne sælge flere sponsorater, så bliver din bonus bare større.
Vi hjælper selvfølgelig med processen, hvis du vil have det.